KVINDER I SORT
MOD KRIG, MILITARISME OG TERRORISME
BESKYT KVINDERS MENNESKERETTIGHEDER
STOP ISRAELS BESÆTTELSE
FJERN MUREN
STØT DEN ISRAELSKE FREDSBEVÆGELSE

København, oktober 2005

En dansk soldat er blevet dræbt i Irak. En bombe i vejsiden, et terrorangreb rettet mod
nogle af de danske besættelsestropper.
Ethvert tabt menneskeliv er et for meget. Men hvis den danske soldat var død i en god
sags tjeneste, kunne man måske bedre acceptere det. Det gjorde han ikke.
Sagen er beskidt.
Ifølge Anders Fogh Rasmussen gik Danmark i krig mod Irak på grund af Saddam
Husseins manglende samarbejde med FN.
De øvrige krigsførende magter havde eksistensen af masseødelæggelsesvåben som
begrundelse. Ingen motiver havde dog FN-mandat.
Nu hævder besættelsestropperne, at de er i Irak for at sikre fred og indføre demokrati,
og den danske soldat siges at have mistet livet i kampen for demokratiet.
I begyndelsen af året angav det ansete britiske tidsskrift The Lancet, at der var dræbt
100.000 civile siden krigens begyndelse. Det er et tal, man har hørt en del gange, men
det giver tydeligvis ikke anledning til selvransagelse hos det lille Folketingsflertal, der
valgte at sende Danmark i krig.
Og den dræbte danske soldat bliver til en slags omvendt bevisførelse: Når en dansker
dræbes, må og skal sagen være god.
I kvindeperspektivet ser det også sort ud: Opbrud i kønsrollemønsteret er et af
livsvilkårene i et land i krig eller under besættelse.
Vold og aggression bliver en del af hverdagen. Der sker en systematisk forråelse.
Forråelsen og nedbrydelsen af kønsrollerne betyder talrige og alvorlige overgreb på
kvinder.
En irakisk NGO, Kvinder for Fred, meddelte i begyndelsen af oktober, at de får rapport om
to voldtægter om ugen.
De voldtagne er nødt til at forlade deres familie, fordi risikoen for de såkaldte æresdrab er
overhængende. Familien prøver at redde æren ved at dræbe den voldtagne. Intet tyder på,
at udviklingen går den rigtige vej.
Et tiltrængt råd til den danske regering:
Træk de danske tropper hjem.
Brug pengene på civile irakere.
Støt kvindeorganisationerne.

København, august 2004

I disse dage tilbyder Sharon-regeringen 1001 nye regerings-støttede lejligheder
for bosættere på den besatte Vestbred, formentlig i et forsøg på at lukke munden på
kritikere af planen om tilbagetrækkelse fra Gaza, men samtidig som et eklatant udtryk
for, at besættelsen vil fortsætte.
Så længe vi ikke anerkender det palæstinensiske folks kollektive smerte ved besættelsen,
så længe vi ikke betragter besættelsen som en systemisk, daglig ydmygelse af et folk,
der kollektivt og vedvarende er blevet fornedret og umenneskeliggjort, så længe vi fortsat
undlader at lytte til mennesket i den palæstinensiske stemme, er vores forbitrelse over
og protest mod overgrebene i Gaza spildte. Snart er overgrebene gårsdagens nyheder.
Vi retter blikket mod og bliver oprørte over nye overgreb. Vores vrede går over, og
minderne blegner. I én lang proces hvor vrede afløses af glemsel og glemsel af vrede.

Opbrud i kønsrollemønsteret er et af livsvilkårene i et besat land, hvor vold og aggression
bliver en del af hverdagen. Når det bliver legitimt at slå et menneske ihjel, bliver meget
andet legitimt. Der sker en langsom og systematisk forråelse af hele samfundet.
Denne forråelse og nedbrydelsen af kønsrollerne betyder talrige og alvorlige overgreb
på kvinder, der både krænkes af familiemedlemmer og af ukendte mænd.
Og hverdagens overgreb og tortur vil blive ved, for det er den indbyggede logik i den
umenneskeliggørelse, som er selve krigens og besættelsens væsen.
Derfor må besættelsen bringes til ophør og bosættelserne i Gaza og på
Vestbredden rømmes.