København, oktober 2005
En
dansk soldat er blevet dræbt i Irak. En bombe i vejsiden, et terrorangreb
rettet mod
nogle af de danske besættelsestropper.
Ethvert tabt menneskeliv er et for meget. Men
hvis den danske soldat var død i en god
sags tjeneste, kunne man måske bedre acceptere det. Det gjorde han
ikke.
Sagen er beskidt.
Ifølge Anders Fogh Rasmussen gik Danmark i krig mod Irak på
grund af Saddam
Husseins manglende samarbejde med FN.
De øvrige krigsførende magter havde eksistensen af masseødelæggelsesvåben
som
begrundelse. Ingen motiver havde dog FN-mandat.
Nu hævder besættelsestropperne, at de er i Irak for at sikre
fred og indføre demokrati,
og den danske soldat siges at have mistet livet i kampen for demokratiet.
I begyndelsen af året angav det ansete britiske tidsskrift The Lancet,
at der var dræbt
100.000 civile siden krigens begyndelse. Det er et tal, man har hørt
en del gange, men
det giver tydeligvis ikke anledning til selvransagelse hos det lille Folketingsflertal,
der
valgte at sende Danmark i krig.
Og den dræbte danske soldat bliver til en slags omvendt bevisførelse:
Når en dansker
dræbes, må og skal sagen være god.
I kvindeperspektivet ser det også sort ud: Opbrud i kønsrollemønsteret
er et af
livsvilkårene i et land i krig eller under besættelse.
Vold og aggression bliver en del af hverdagen. Der sker en systematisk
forråelse.
Forråelsen og nedbrydelsen af kønsrollerne betyder talrige
og alvorlige overgreb på
kvinder.
En irakisk NGO, Kvinder for Fred, meddelte i begyndelsen af oktober, at
de får rapport om
to voldtægter om ugen.
De voldtagne er nødt til at forlade deres familie, fordi risikoen
for de såkaldte æresdrab er
overhængende. Familien prøver at redde æren ved at
dræbe den voldtagne. Intet tyder på,
at udviklingen går den rigtige vej.
Et tiltrængt råd til den danske regering:
Træk de danske tropper hjem.
Brug pengene på civile irakere.
Støt kvindeorganisationerne.
København,
august 2004
I
disse dage tilbyder Sharon-regeringen 1001 nye regerings-støttede
lejligheder
for bosættere på den besatte Vestbred, formentlig i et forsøg
på at lukke munden på
kritikere af planen om tilbagetrækkelse fra Gaza, men samtidig som
et eklatant udtryk
for, at besættelsen vil fortsætte.
Så længe vi ikke anerkender det palæstinensiske folks
kollektive smerte ved besættelsen,
så længe vi ikke betragter besættelsen som en systemisk,
daglig ydmygelse af et folk,
der kollektivt og vedvarende er blevet fornedret og umenneskeliggjort,
så længe vi fortsat
undlader at lytte til mennesket i den palæstinensiske stemme, er
vores forbitrelse over
og protest mod overgrebene i Gaza spildte. Snart er overgrebene gårsdagens
nyheder.
Vi retter blikket mod og bliver oprørte over nye overgreb. Vores
vrede går over, og
minderne blegner. I én lang proces hvor vrede afløses af
glemsel og glemsel af vrede.
Opbrud i kønsrollemønsteret er et af livsvilkårene
i et besat land, hvor vold og aggression
bliver en del af hverdagen. Når det bliver legitimt at slå
et menneske ihjel, bliver meget
andet legitimt. Der sker en langsom og systematisk forråelse af
hele samfundet.
Denne forråelse og nedbrydelsen af kønsrollerne betyder talrige
og alvorlige overgreb
på kvinder, der både krænkes af familiemedlemmer og
af ukendte mænd.
Og hverdagens overgreb og tortur vil blive ved, for det er den indbyggede
logik i den
umenneskeliggørelse, som er selve krigens og besættelsens
væsen.
Derfor må besættelsen bringes til ophør og bosættelserne
i Gaza og på
Vestbredden rømmes.
|