Kvinder i Sort --- Historie

Kvinder i Sort
- et internationalt fredsnetværk for kvinder

Af Annelise Ebbe

De historiske rødder

Women in Black – Kvinder i Sort er et verdensomspændende kvindefredsnetværk
med dybe historiske rødder i flere kontinenter og i flere typer af
kvindeorganiseringer.
Den dybeste rod er Women’s International League for Peace and Freedom
(i Danmark Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed), der startede i april 1915.
Første Verdenskrig havde raset over Europa i ni måneder og kostede over 5500 soldater livet hver dag.
En gruppe kvindeaktivister ville ikke sidde med hænderne i skødet og vente.
I Haag mødtes for første gang i historien 1000 kvinder fra tolv lande –
krigsførende og neutrale – på tværs af krigens grænser for at diskutere,
hvordan man skulle gøre en ende på massakrerne. De krævede ikke blot
afslutning på krigen og universel nedrustning, men også lighed mellem
kvinder og mænd og mellem nationer. Tredive delegerede blev sendt på den
første kvindefredsmission til en række statsoverhoveder, og deltagerne fra mødet
i Haag dannede Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF).
Et lignende slægtskab, der handler om kvinder mod krig, militarisme og vold,
findes med Greenham Common Women’s Peace Camp i Storbritannien, der i 1981
gik på en fredsmarch fra Cardiff til Greenham Common, hvor de slog sig ned, fordi Greenham Common var et af de steder, der var valgt til udstationering af nogle
af de 572 krydsermissiler, der efter planen skulle anbringes over hele Vesteuropa. (Denne lejr havde i øvrigt en dansk pendant i Ravnstrup.)
En anden type rødder findes i bevægelser af kvinder, der krævede retten til
gaderne, retten til at demonstrere, retten til at blive hørt i det offentlige rum.
Det gælder især Black Sash (Sorte Tørklæder) i Sydafrika .
Et tredje slægtskab udgøres af Madres de la Plaza de Mayo (Mødrene fra Plaza
de Mayo) i Argentina, der søgte efter mennesker, som forsvandt under det undertrykkende regime.

Hvem er Kvinder i Sort?

Kvinder i Sort er som nævnt et verdensomspændende netværk af kvinder, der er engageret i arbejdet for fred og retfærdighed, og som aktivt arbejder imod krig, militarisme, terrorisme og andre former for vold og uretfærdighed.
Kvinder i krigsområder i forskellige dele af verden oplever situationen forskelligt,
og de får alle erfaringer i tilværelsen, som kvinder i lande, hvor der ikke er krig
eller konflikt, ikke får.
Et grundlæggende princip i netværket er, at vi støtter hinanden på tværs af
grænser og konflikter.
Og en vigtig udfordring er alle vores regeringers militaristiske politik, der også
viser sit grimme ansigt i hverdagen.
Kvinder i Sort er ikke en organisation og har ikke vedtægter, love eller et manifest.
Perspektivet fremgår af vores handlinger og det, vi udtrykker. I lighed med flere
af de grupper, der udgør de historiske rødder, har Kvinder i Sort et feministisk perspektiv.
Ligesom f.eks. WILPF mener vi, at der er en klar sammenhæng mellem den vold,
der begås mod kvinder i hjemmet og i samfundet i fredstid, og den vold og de overgreb, civile mænd og soldater begår under krige og konflikter.
Den mest almindelige aktionsform for det internationale såvel som alle nationale Kvinder i Sort-netværk er demonstrationer, hvor vi står klædt i sort i tavshed på
en offentlig plads med bannere og deler løbesedler ud til de forbipasserende.
I nogle kulturer er sort symbolet på sorg. Når vi bruger farven sort, sker det dels som en allusion til denne symbolik, dels som en drejning af den.
I feministiske aktioner, hvor vi er klædt i sort, omdanner vi kvinders traditionelle, passive udtryk for sorg til en magtfuld modstand mod krigens og voldens logik.

Rids af den internationale historie

Kvinder i Sort så dagens lys i Israel i januar 1988, hvor israelske jødiske kvinder klædt i sort for første gang stillede sig op i en tavs demonstration imod
besættelsen af de palæstinensiske områder.
I 1987 – 20 år efter Israels besættelse af Gaza og Vestbredden – var den palæstinensiske intifada startet. Den første demonstration var i Jerusalem, men antallet af demonstrationer voksede efterhånden til fyrre. I den nordlige del af
Israel, hvor koncentrationen af arabiske samfund er størst, sluttede
palæstinensiske kvinder med israelsk statsborgerskab sig til. Mange lokale Kvinder
i Sort-grupper tog kontakt på tværs af den såkaldte Grønne Linje og engagerede
sig i støttearbejde, f.eks. besøgte de palæstinensere i israelske fængsler.
Italienske kvinder havde startet et projekt, de kaldte Kvinder besøger
problemfyldte steder.
Projektet havde til formål at fremme dialog på tværs af konfliktområder. De
besøgte Israel og Palæstina i 1988 og støttede Kvinder i Sort. Tilbage i Italien dannede de deres egen Kvinder i Sort – Donne in Nero, der snart efter havde ugentlige demonstrationer i Bologna, Milano, Padova, Ravenna, Rom, Torino og Verona.
I 1991 under den første Golfkrig, der kom som en reaktion på, at Irak under
Saddam Husseins ledelse invaderede Kuwait, blev det vanskeligt for de israelske kvinder at støtte palæstinenserne, fordi Arafat offentligt støttede Saddam
Hussein.
I 1994 kom Oslo-aftalen mellem den israelske regering og PLO, og det forekom
ikke helt så vigtigt at opretholde de mange Kvinder i Sort-demonstra-tioner.
Kun fire blev tilbage. I september 2000 da den anden palæstinensiske intifada startede, kom der gang i demonstrationerne igen, og der er nu demonstrationer femten steder samtidig. De israelske kvinder har også været initiativtagere til
flere verdensomspændende demonstrationer.
Mens Golfkrigen betød en midlertidig nedgang i aktiviteterne i Israel, medførte
det amerikansk ledede bombardement af Irak en reaktion fra kvindegrupper i
andre lande. Således blev der i London dannet en gruppe, der kaldte sig Women Against War in the Gulf (Kvinder mod krig i Golfen). Nogle af disse grupper
omdøbte sig senere til Kvinder i Sort.
På et internationalt fredsmøde i september 1991 i Sarajevo, da opløsningen af
det tidligere Jugoslavien tog sin start, og krigene mellem republikkerne var
begyndt, blev idéen givet videre fra de italienske til de serbiske kvinder, som
hurtigt dannede Zene u Crom – Kvinder i Sort. De havde deres første
demonstration den 9. oktober 1991. Op gennem 1990’erne stod de hver onsdag mellem 15.30 og 16.30 på Trg Republike, den største plads i Beograd, med deres bannere mod krig, militarisme og nationalisme. De er erklærede feminister, men har altid set betydningen af et tæt samarbejde med militærnægtere. De har udgivet publikationer, holdt møder – også internationale møder for hele det internationale Kvinder i Sort-netværk.
Da netværket nåede til Serbien, havde det allerede et stykke tid haft en stærk gruppe i Spanien Mujeres de Negro. De nøjedes ikke med at demonstrere, de
hjalp også kvinder fra det tidligere Jugoslavien med at få et pusterum, finde et tilflugtssted, og benytte sig af en offentlig talerstol. Og både de italienske og spanske Kvinder i Sort-netværk gav betydelige bidrag – såvel arbejdsmæssigt
som økonomisk – til de årlige sommermøder, som i ti år blev arrangeret i det
tidligere Jugoslavien.
Siden har netværket bredt sig, og der er nu Kvinder i Sort-netværk i omkring
tredive lande.

Kvinder i Sort i Danmark
Siden 1994 har der været danske kvinder med til Kvinder i Sorts internationale sommermøder.
I 1995 deltog en del danske kvinder i en meget stor demonstration, en milepæl 90’ernes kvinde-manifestationer: 3000 kvinder var med i en demonstration, som Kvinder i Sort fra Indien og Asian Women’s Human Rights Council arrangerede
under FN’s kvindekonference i Beijing. I 1997 var vi en større gruppe på ti
kvinder – de fleste fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, der var
med til Kvinder i Sorts internationale sommermøde i Novi Sad i Serbien.
Atter i 1998 deltog flere medlemmer af Kvindeligaen i sommermødet, og inspireret
af samværet og demonstrationsformen benyttede Kvindeligaen sin årlige fredsdag, som i ’98 lå den 10. september, til at solidarisere sig med de serbiske
Kvinder i Sort. Kvindeligaens logo og gironummer var på skærmen aftenen før,
og på selve dagen havde vi taletid på P1. Den blev brugt til at tale mod den
truende krig. Milosevic styre havde en ret bastant fremfærd i Kosovo, som af
NATO blev omtalt som etnisk udrensning, og NATO truede med bombning.
Disse trusler fra NATO førte til, at ultranationalisten Vojislav Seselj truede flere
navngivne oppositionsgrupper deriblandt Kvinder i Sort fra parlamentets
talerstol: ”Vi kan måske ikke ramme NATOs fly i luften, men vi kan ramme deres kollaboratører på landjorden.” Vi anmodede den danske regering om at huske
den opposition, man hævdede at ville støtte, idet oppositionsgrupper som
Kvinder i Sort ville være dobbelt udsat i tilfælde af et bombardement.
Vi talte for en fredelig løsning af konflikten og for solidaritet med bl.a. Kvinder
i Sort.
Rundt omkring i Danmark solgte vi vores fredsmærker til fordel for Kvinder i Sort,
og i København delte vi også foldere ud med teksten fra radioen.
Et par stykker havde en lille stand på Gammeltorv, og kl. 16.30-17.00 holdt vi
den første Kvinder i Sort-demonstration i Danmark.
Vores paroler var: Ikkevold er en menneskeret, Det er også mit ansvar og Ingen
krig i Kosova. Med hensyn til denne sidste skal det nævnes, at vi af politiske
grunde valgte at sige Kosova, altså med den kosova-albanske stavemåde – frem
for Kosovo, som er den serbiske stavemåde. Det skabte en del kritik bl.a. fra
nogle af de herboende serberes side. De hævdede – i øvrigt i fuld
overensstemmelse med sandheden – at det anerkendte internationale navn
er Kosovo.
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed arrangerede endnu en demonstration i september og en i oktober. Ved begge disse var Amnesty International også med.
Eftersom krigstruslen klingede lidt af, blev det i første omgang ved de tre demonstrationer.
Da bombninger startede i foråret 1999 og under NATOs tre måneder lange krig, genoptog vi demonstrationerne. Denne gang sammen med Kvinder for Fred og kvinder fra Aldrig Mere Krig og kvinder fra Militærnægterforeningen. Ved et par
af demonstrationerne optrådte Kvinder for Fred som Vaskekonerne.
De spændte en tøjsnor med børnetøj ud mellem to træer på Kultorvet, og så
stod vi foran tørresnoren klædt i sort og med vores sorte bannere. Vi deltog
også i nogle af de større demonstrationer med vores bannere. Parolerne blev
udvidet med NATO ud af Kosova og Demokrati er alles ret.
Som det fremgår var og er vores holdning til paroler og bannere, at vi ikke ville
nøjes med at sige nej, men også ville have positive modbilleder.
Især Det er også mit ansvar skabte opmærksomhed, fordi den parole vender
tingene på hovedet i forhold til det, man plejer at sige.
Igennem tiden fik vi udbygget vores internationale kontaktnet, og i maj 2001
kom der er opfordring fra den israelske og palæstinensiske Coalition of Women
for a Just Peace om at slutte op om en international demonstrationsdag
den 8. juni mod Israels besættelse af Palæstina.
Overskriften var 34 år er 34 år for meget – Stop Israels besættelse.
I forbindelse med denne demonstration blev der på israelsk initiativ oprettet en international hjemmeside, som vores demonstration på Axeltorv i København
selvsagt også blev lagt ind på. Vi fik henvendelse fra et par mænd, der ønskede
at deltage, og vi accepterede undtagelsesvis disse få mænd i demonstrationen.
Det var en stærk oplevelse at vide, at vi stod omkring halvandet hundrede steder fordelt på fireogtyve lande verden over. På grund af den opmærksomhed vores danske netværk fik, var demonstrationen rekordstor, og netværket blev udvidet ganske betragteligt.
Den 28. december samme år gentog de opfordringen, og en pæn stor flok stod i mørke og snestorm på Rådhuspladsen.
Efter terrorangrebet i New York og Washington den 11. september 2001 demonstrerede vi under parolerne Islam er ikke fjenden – Krig er ikke svaret. På løbesedlerne gjorde vi opmærksom på, at terror ikke bekæmpes ved at hævne drab på civile i ét land med drab på civile i et andet, med en henvisning til den truende krig mod Afghanistan. Vi inddrog også parolen Nej til racisme og fremmedhad under indflydelse af den hetz, som terrorangrebet skabte mod mere mørklødede medborgere.
Da krigen kom, intensiverede vi vores demonstrationer, vi fik kontakt med nogle afghanske kvinder, der gik med i demonstrationerne, og vi besluttede også, at
vi ville gå over til at demonstrere en gang om måneden, uanset verdens tilstand. Også under denne krig gik vi med i de større demonstrationer med vores bannere.
Den 6. september 2002 indkaldte nogle af de store antikrigsorganisationer i USA
til demonstrationer over hele verden.
Alle steder skulle man stå foran den amerikanske ambassade kl. 12.
En kæmpestor verdensdemonstration, der skulle rulle kloden rundt mod den nu truende krig mod Irak.
De partier og organisationer, der var med i antikrigsbevægelsen i Danmark, var allerede i gang med at planlægge en demonstration senere i september og kunne
ikke nå at arrangere endnu en. På grund af de særlige omstændigheder omkring denne demonstration arrangerede vi, hvad vi kaldte en ’udvidet’ Kvinder i Sort-demonstration.
Udvidelsen bestod i, at vi også inviterede mænd, at vi kun forventede, at den
faste skare var sortklædt, og at det kun var de sortklædte med bannerne, der
var tavse. Et par af vores faste støtter mente, det var en falliterklæring, men heldigvis førte det ikke til splittelse.
I hele forløbet før, under og efter Irakkrigen (dvs. efter den officielt var erklæret slut) arrangerede vi Kvinder i Sort-demonstrationer, og vi deltog også med
Kvinder i Sort-bannere og løbesedler i de store demonstrationer, der blev
arrangeret af Ingen Krig mod Irak. I december 2002, da der var EU-topmøde i København, var vi med dels i en demonstration mod racisme og fremmedhad,
dels i den store internationale demonstration, der havde en såkaldt
’antikrigs-sektion’ mod Irakkrigen.
Denne demonstration viste os, at antikrigsdemonstrationer ikke nødvendigvis er fredelige, idet denne både var meget aggressiv og havde voldelig tendenser. Fordelen ved at gennemføre aktionerne alene – eller i samarbejde med andre kvindefredsgrupper eller -organisationer, er at vi kan vælge den form, vi synes
svarer til indholdet, hvilket i al sin enkelhed vil sige: en fredelig form til et
budskab om fred.
I forbindelse med Irakkrigen udvidede vi parolerne med følgende:
Ingen krig for olie, Ingen krig mod Irak og Lad Iraks folk leve.
Da krigen officielt var erklæret slut tilføjede vi parolen Kvinder med i
fredsprocessen.
Under krigen mod Irak besluttede vi at optrappe demonstrationshyppigheden til
en demonstration hver fjortende dag.
Nyt var det også, at vi valgte fast ugedag. Tema og sted besluttes for en
måned ad gangen.
I forbindelse med Menneskerettighedsmarchen i Israel/Palæstina december
2003-januar 2004 tog vi atter Israel/Palæstina op.
Vi har også deltaget i flere større demonstrationer mod det såkaldte Adskillelseshegn, der sine steder er en decideret mur, som Israel har bygget angiveligt for at sikre israelske borgere mod palæstinensiske terrorangreb.
Eftersom muren delvis bygges på palæstinensisk jord, er den nu erklæret i strid
med Folkeretten. Et par ny paroler i hele dette forløb har været Fjern Muren og
Støt den israelske fredsbevægelse.
Siden vi startede, har vi bestræbt os på at arrangere demonstrationer på
forskellige ’mærkedage’. Det gælder f.eks. FN-dagen den 24. oktober, hvor vi
i 2002 – under indtryk af den truende krig mod Irak uden FN-mandat – tilføjede parolen Styrk FN, FN’s Menneskerettighedsdag den 10. december, hvor vi i 2003 tilføjede parolen: Beskyt kvinders menneskerettigheder og den 8. marts,
Kvindernes Internationale Kampdag, hvor vi i 2004 tilføjede parolen Solidaritet
med kvinder i Afghanistan, Irak, Iran, Palæstina.
Disse to sidstnævnte paroler er vigtige, idet vi igennem det seneste halvandet
år har forsøgt i paroler såvel som i løbesedler at signalere, at også det danske Kvinder i Sort-netværk er feministisk, og at vores synsvinkel og perspektiv er kvindernes.

Vi demonstrerer for tiden hver anden fredag 16.30 til 17.00 forskellige steder i Købehavn. Oplysninger om det danske netværk og vores aktiviteter kan du få
ve at sende os en mail